Øl som springbræt til stærk spiritus

Mellem 1915 og 1989 var øl forbudt i Island, mens spiritus var tilladt. Helgi Gunnlaugsson beskriver argumenterne for denne besynderlige politik, der varede i over 70 år, og trækker paralleller til debatten om legalisering af cannabis og dens mulige rolle som indgang til hårdere stoffer.

Ølforbuddet var et af de varmeste emner hos islændingene i det 20. århundrede, hvilket ikke er overraskende. Kun meget få steder i den vestlige verden har man haft kendskab til, at al alkohol, med undtagelse af dens mildeste form, øl, er tilladt. I de fleste andre lande mener man, at alkoholens skadelige virkninger stiger med øget styrke, og derfor er stærke drikke i højere grad end lette blevet set skævt på af myndighederne.

Kommerciel alkoholpolitik

Øl blev først forbudt i Island med alkoholforbuddet, som trådte i kraft i 1915, men i 1922 blev der givet en dispensation fra loven. Spansk vin blev da tilladt, men ingen anden form for alkohol, og ikke vin fra andre lande end Spanien. Spanien købte fisk fra Island, og var indstillet på at stoppe disse indkøb, hvis islændingene ikke købte vin fra dem i stedet for. Kommercielle hensyn vejede derfor tungere hos de islandske myndigheder end hensynet til folkesundheden og et alkoholfrit samfund. I kølvandet på en folkeafstemning i 1933 om alkoholforbuddet, hvor et flertal af islændingene ville ophæve forbuddet, besluttede Altinget at tillade import og salg af al alkohol med undtagelse af øl i 1935. Sådan forholdt det sig indtil 1989, da øl langt om længe blev frigivet til salg og produktion. Forslag om at tillade øl var da blevet forelagt parlamentet adskillige gange, inden forbuddet endelig blev ophævet ved lov.

Hvorfor blev øl forbudt i Island? Et væsentligt argument mod øl var, at forbuddet ville være med til at nedsætte det totale alkoholforbrug i samfundet, og at det især beskyttede unge mennesker og andre udsatte grupper i samfundet, såsom fattige arbejdere. Frigivelse af øl ville føre til et stigende alkoholmisbrug og en forværring af folkesundheden, især blandt førnævnte grupper. Tilhængerne af øl mente til gengæld, at et ølforbud, samtidig med at man tillod spiritus, ikke var logisk, og at netop øl i stedet for spiritus ville kunne forbedre islændingenes drikkevaner. Øl var også en profitabel handelsvare, både lokalt og som eksportvare.

Var der enighed i Island om ølforbuddet? Modstanden mod øl gav størst genlyd blandt folk på landet og deres parlamentarikere og fagforeningerne. Tilhængerne af øl kom for det meste fra de større byer og fra borgerlige partier, der lagde størst vægt på markedet og den individuelle frihed. De partipolitiske stridspunkter var dog aldrig helt tydelige.

Alkoholpolitikken liberaliseres

Det islandske samfund gennemgik store forandringer i det 20. århundrede. Stigende urbanisering, øget globalisering og større vægt på markedsløsninger ændrede islændingenes holdning til ølforbuddet. Ophævelsen af ølforbuddet 1989, samt en mere liberal alkoholpolitik i øvrigt, førte til et stigende alkoholforbrug hos islændingene, som modstanderne af øl havde spået. Stigningen var dog størst i de lette alkoholdrikke, som vin og øl, mens spiritusforbruget faldt meget, som tilhængerne af øl havde påstået. Der har ikke været tegn på et større misbrug af øl blandt unge og arbejdere end hos andre grupper i samfundet, som modstanderne af øl frygtede.

Det er interessant at sammenligne argumenterne hos modstanderne af øl med argumenterne hos dem, der nu ønsker et forbud mod euforiserende stoffer. Man retfærdiggør forbuddet mod cannabis med, at det især beskytter unge mennesker, og at cannabisbrug vil føre til brug af hårdere stoffer, hvilket man længe påstod om øl. På samme vis påstod tilhængerne af øl, at øldrikning virkede beroligende på mennesker i modsætning til spiritus, der hidsede folk op – meget i stil med argumenterne hos dem, som vil legalisere cannabis, der virker beroligende i modsætning til alkohol.

 

Helgi Gunnlaugsson, professor i sociologi vid Háskóla Íslands.   


Detta är ett sammandrag av Helgi Gunnlaugssons artikel An extreme case of lifestyle regulation. The prohibition of beer in Iceland 1915-1989, publicerad i den nordiska antologin A Welfare Policy Patchwork - Negotiating the Public Good in Times of Transition.

 

 

Senast uppdaterad

2016-09-20

Nordens Välfärdscenter | tel: +46 8 545 536 00 | | En institution under Nordiska ministerrådet