I forhold til hvor udbredt hash er, er det forbløffende så lidt vi ved om hvordan det sælges og købes. For at forstå hvordan markedet er opbygget burde vi have meget mere viden om hvad købernes præferencer består i og hvem køberne er. Hvor meget køber de ad gangen og hvornår i en hashrygnings ’karriere’ begynder man at købe, frem for at dele mellem venner?
Disse spørgsmål kan indirekte også hjælpe os til at forstå hvordan myndighedernes kontrol påvirker markedets opbygning. Den væsentligste grund til, at vi ikke ved så meget om disse ting er, at cannabis internationalt forhandles i sociale netværk, det vil sige mellem venner og bekendte og indendørs, langt væk fra både politiet og forskernes blik. Politiets video-overvågning af hashmarkedet på Christiania tilbage før rydningen i 2004 bidrager derfor med et par brikker til dette puslespil. På Christiania foregik handelen i det fri og køberne og sælgerne kendte ikke hinanden, særligt godt.
Tre gram hash ad gangen
Politiets overvågning havde til formål, at etablere, hvor meget hash de enkelte pushere solgte og derfor kunne sigtes for ved en domstol. For at finde ud af dette er man nødt til, at etablere et estimat for hvor stor en gennemsnitlig handel er. Dette tal kan man så gange med et antal registrerede handler i hver bod. Ud fra overvågningen viser det sig, at køberne typisk foretrækker, at købe temmelig små mængder ad gangen, gerne for 100 kroner, som svarer til tre gram hash eller to joints. Det er interessant i sig selv, fordi beløbets størrelse minder så meget om det vi ser for gademarkeder for hårdere stoffer internationalt.
Vil en øget kontrol føre til færre handler, men til gengæld med større mængder per handel? Det er nærliggende at antage, men indtil videre ved vi det ikke.
Rigtigt interessant bliver det dog først, hvis vi kan få mere viden om hvordan dette forandres i takt med at politiet ændrer på kontrollen intensitet. Vil en øget kontrol føre til færre handler, men til gengæld med større mængder per handel? Det er nærliggende at antage, men indtil videre ved vi det ikke. Fra et policy perspektiv er det vigtig viden, fordi færre handler vil være ensbetydende med at handelen foregår mere skjult. Selv om det måske ikke betyder så meget for hele problematikkens beskaffenhed, foretrækker vi som samfund at kriminalitet trods alt foregår i det skjulte.
En ud af ti er en kvinde
Ud over købets størrelse viser politiets overvågning, at knap en ud af ti købere er en kvinde. Dette er – i hvert fald for en, der forsker i disse ting – spændende i sig selv, men især er det interessant fordi det giver os et lille fingerpeg i retning af det helt store spørgsmål, nemlig, hvor lang tid har man røget hash før man begynder at begive sig ud på det sorte marked? Kvinder bruger generelt færre rusmidler end mænd og denne forskel mellem kønnene stiger i takt med at forbruget intensiveres.
Blandt storforbrugerne er overrepræsentationen af mænd større. Ti procent kvinder svarer cirka til andelen af kvinder blandt dem, der angiver, at have brugt cannabis indenfor den sidste måned. Indirekte fortæller dette os derfor, at dem der køber hash på Christiania er dem der vil svare at de har røget hash indenfor den sidste måned, eller mere. Der er oplagt mange usikkerhedsmomenter i det her, men eftersom vi ikke har særligt meget viden, er det en lille brik forståelsen af det store puslespil, som hashmarkedet udgør.
For nyligt gennemførte Københavns politi endnu engang en stor razzia mod Pusherstreet på Christiania, med 80 anholdte. Det skal blive interessant at følge retssagerne og måske endda blive klogere på, hvordan ti års indsats mod hashmarkedet i København har forandret købernes adfærd.
Kim Møller, lektor i kriminlogi ved Aalborg universitet
