Det er ulovligt at sælge og købe hash, men der er stor forskel på hvordan politi og lovgivere håndhæver forbuddet over tid. Grundlæggende er der to overordnede måder at se spørgsmålet på. Er målet med samfundets kontrol med hash skadesreduktion eller forbrugsreduktion?
Skal vi som samfund fokusere politikken og politiets arbejde på at mindske de skader som brugerne af hash og samfundets øvrige borgere oplever, eller skal vi fokusere på at mindske forbruget af hash først, og så herefter se de tilknyttede skader mindskes? De er to omstændigheder man skal forholde sig til.
For det første er der ideologiske holdninger til hvad der bør gøres for at begrænse forbruget af hash og den tilknyttede kriminalitet. Her har politikere fra forskellige partier holdninger som afspejler deres syn på hvordan samfundet bør indrettes. Spørgsmålet er om det er vigtigst at borgerne har frihed til selv at bestemme hvad de vil gøre, for eksempel ryge hash, eller er det vigtigst at vi har et samfund som aktivt bekæmper kriminalitet og kriminelle?
Til dato er der endnu ingen politikere i nogen lande, der kan løse problemerne med hash. Uagtet hvor streng eller slap, lovgivningen er findes der folk som køber og sælger hash alligevel. Man kan sige, at spørgsmålet udgør et dilemma, der findes ikke løsning, der findes kun udfald af mere eller mindre heldig karakter. Hvordan man så vurderer disse udfald, afhænger igen af ens politiske overbevisning. Nogen syntes at der uhensigtsmæssigt at folk bliver straffet for at være i besiddelse af hash til eget forbrug, andre syntes at denne afskrækkende trussel er selve fundamentet i lovgivningen.
For det andet, er der den omstændighed at brugen af hash og den kriminalitet der følger med ændrer sig over tid. Der er ikke nogen simpel forklaring på hvorfor der er flere eller færre der bruger de forskellige rusmidler. For et stof som hash er det nærliggende at antage at mode og subkultur spiller ind. I 1970’erne var hash hippiernes stof, i 1990’erne blev det hiphoppernes. I samtlige Europæiske lande og i USA og Canada steg forbruget af hash ganske kraftigt op igennem 1990’erne, pludseligt var det blevet moderne igen, efter at have været usmart i 1980’erne.
En sådan stigning i udbredelsen ændrer vilkårene for politikken og politiets arbejde. Der er forskel på de overvejelser man skal gøre sig i forhold til skadesreduktion eller forbrugsreduktion afhængigt af hvor stort problemet er. I Danmark kom dette tydeligt til udtryk da markedet på Christiania voksede i takt med at populariteten af hash steg. Den danske hash kontrol politik overfor Christiania har traditionelt været præget af et fokus på skadesreduktion. Denne politik blev uholdbar efterhånden som det blev mere og mere tydeligt hvor mange penge sælgerne på Christiania tjente på hash.
I starten af 2000’erne blev den danske politik overfor køb og salg af hash derfor ændret. Visse kritikere har hævdet at dette skyldes en ændring i samfundets syn på kriminalitet og kriminelle, at vi er blevet mere strenge og straffende. I artiklen From Harm Reduction to Use Reduction argumenterer jeg for at det i højere grad var et spørgsmål om at de oprindelige vilkår for politikken havde ændret sig. Problemet var blevet et andet i takt med at forbruget steg og det var nødvendigt at omformulere politikken til at afspejle den ny situation.
Kim Møller, forskare vid Center for Rusmiddelforskning vid Aarhus universitet.
Detta är ett sammandrag av Kim Møllers artikel From Harm Reduction to Use Reduction. The Development of Danish Cannabis Policy, publicerad i den nordiska antologin A Welfare Policy Patchwork – Negotiating the Public Good in Times of Transition.
