Om velfærdsteknologi

Velfærdsteknologi, herunder hjælpemidler og tilgængelighed, er brugerorienterede teknologier, der forsyner eller assisterer brugerne med én eller flere offentlige eller private velfærdsydelser og -produkter. De tjener til understøtning og forstærkning af fx. tryghed, sikkerhed, daglige gøremål, inkludering på arbejdsmarkedet og mobilitet i den daglige færden i og uden for boligen, og er især rettet mod ældre mennesker, personer med kroniske sygdomme samt borgere med funktionsnedsættelser.

Den stigende globalisering og den demografiske udvikling udfordrer den nordiske velfærdsmodel og dermed såvel rammebetingelserne som de velfærdsydelser, der leveres nu og i fremtiden.

Den nordiske spidskompetence med hensyn til at anvende teknologi på velfærdsområdet er et vigtigt udviklingsområde, både i forhold til de nationale anvendelser og til udviklingen af nye eksportmuligheder. Den demografiske udvikling og globaliseringen bevirker et tvingende behov for at de nordiske lande anvender nye og mere effektive arbejdsmetoder og ny teknologi indenfor velfærdsområdet for at sikre, at stadigt færre ansatte fortsat skal kunne levere kvalitetsydelser til stadigt flere brugere. Derfor er velfærdsteknologi et prioriteret arbejdsområde for NVC, og et vigtigt element i mange af de opgaver, NVC løser på nordisk plan.

Nordisk samarbejde om teknologi til velfærd:
Et effektivt og innovativt nordisk samarbejde indenfor dette område vil i en globaliseret verden medvirke til at fastholde og videreudvikle de nordiske landes førerposition på området, og medvirke til at videreudvikle og fastholde den nordiske velfærdsmodel. Dette sker ved at opbygge et dynamisk samarbejde imellem innovative nordiske miljøer på forskellige nøgleområder, hvor de nye teknologiske muligheder har størst effekt og betydning.